mandag den 17. juni 2013

Cupcakes med blåbærmousse

Tredje slags kage til kollegaerne:
24 stk.

Ingredienser:

  • 125 gram blødt smør
  • 300 gram sukker
  • 1 æg
  • 75 gram brun farin
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • 5 dl. kærnemælk
  • 400 gram hvedemel
  • 4,5 spsk. kakaopulver
  • 2 tsk. natron
  • 100 gram hakket chokolade
Blåbær sylt:
  • 200 g. blåbær
  • 100 g. sukker
  • saften fra ½ citron
  • ½ stk. vaniljestang
Hvid creme:
  • ½ l. piskefløde
  • 4 bl. husblas
  • 150 g. hvid chokolade

Fremgangsmåden:

Dagen før:

Blåbær sylt
Vaniljestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Mas kornene med en anelse af sukkeret sammen på bordet med en paletkniv, således at kornene skilles ad.

Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, citronsaft og blåbær småkoger uden låg ca. 15 minutter og gryden tages af varmen.

Den tomme vaniljestang tages op og sylten blendes kort med en stavblender.

Afkøles helt i køleskab, minimum 2 timer, eller gerne til næste dag…

Hvid creme
Husblassen lægges i blød i ½ liter koldt vand i en ½ time.

Fløden varmes i en lille gryde til ca. 80 grader.

Imens hakkes chokoladen fint og kommes op i en lidt stor skål.

Halvdelen af den varme fløde hældes over den hakkede, hvide chokolade og der røres godt med en ske eller en dejskraber til chokoladen næsten er smeltet og massen er skinnende blank.

Tilsæt resten af den varme fløde og rør igen.

Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i, mens der røres igen.
Passér cremen gennem en sigte.
Tildækkes med film og afkøles helt i køleskab minimum 2 timer eller gerne til næste dag.

Dagen hvor kagerne skal laves:

Pisk smør, sukker, farin, vaniljesukker og æg godt sammen. Pisk kærnemælken i.
Rør mel, kakao, natron og chokolade i dejen til det er ensartet.
Fordel dejen i muffinsforme så det fylder ca. 2/3 af formen.
Bag kagerne ved 180 grader varmluft i ca. 20 min.
Lad kagerne køle helt af inden de pyntes.

Den helt kolde hvide creme piskes let med en håndmikser.
Den helt kolde blåbær sylt vendes i til blåbærcremen er ensartet.

Brug en sprøjtepose med stor stjernetyl og pynt med sukkerkugler og glimmer. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar